Racestandarden

FCI racestandarden

De forskellige racer er blevet til, fordi vi mennesker har blandet os. Vi har ønsket, at nogle helt bestemte træk skulle være karakteristiske for den enkelte race, og der findes en såkaldt racestandard for hver enkelt race. Hundene ser meget forskellige ud ”udenpå” (man taler om hundens eksteriør eller udseende). Men i virkeligheden er de mindst lige så forskellige ”indeni” – altså mht. mentalitet og brugsegenskaber.

Forskellige lande og forskellige forfattere inddeler hundene i lidt forskellige kategorier. I FCI’s system er racerne inddelt i 10 grupper og Bulmastiffen hører under gruppe 2:

FCI Gruppe 1 – Hyrde og Kvæghunde
FCI Gruppe 2 – Schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde
FCI Gruppe 3 – Terriere
FCI Gruppe 4 – Gravhunde
FCI Gruppe 5 – Spidshunde
FCI Gruppe 6 – Drivende jagthunde og schweisshunde
FCI Gruppe 7 – Stående jagthunde
FCI Gruppe 8 – Apporterende jagthunde
FCI Gruppe 9 – Selskabshunde
FCI Gruppe 10 – Mynder

Bullmastiffen stammer fra Storbritanien

Anvendelse: Vagthund

Historisk Resumé: Bullmastiffen stammer både fra den gamle engelske mastiff og bulldogs. Racen har primært været brugt som vagthund og anvendtes i ældre tider som hjælp for skovløberne med at pågribe krybskytter. Bullmastiffen er intelligent og observant; den er fuldstændigt pålidelig både fysisk og psykisk og kan hurtigt vurdere en given situation. Dens tapperhed, mod og forsvarsinstinkt mod ubudne gæster er legendarisk.

Helhedsindtryk: En velproportioneret hund med kraftig bygning, som giver indtryk af stor styrke, sundhed og adræthed uden at være uhåndterlig pga. sin volumen.

Adfærd/temperament: Kraftfuld; udholdende, aktiv og pålidelig; humørfyldt, årvågen og trofast.

Hoved: Skallen stor og kvadratisk set fra alle vinkler. Godt med rynker, når hunden er interesseret, men ikke når den er afslappet. Skallen skal være bred og dyb. Skallen måler i omkreds det samme som skulderhøjden. Den er bred og dyb med godt udfyldt kindparti. Stoppet er udtalt og næsepartiet kort, således at afstanden fra næse til stop er omkring 1/3 af afstanden fra næse til nakkeknude. Næsepartiet er bredt under øjenene og holder næsten samme bredde helt ud mod næsen, hvor det er stumpt og kvadratisk afskåret i en ret vinkel med hovedets overlinie og samtidig virker velproportioneret i forhold til skallen. Godt åbne næsebor. Underkæben er bred i hele sin længde. Næsen er bred med godt åbne næsebor. Den er flad og hverken spids eller opadstræbende i profil. Læberne ikke for løsthængende, de må aldrig hænge neden for underkæben.

Øjne:Mørke eller nøddebrune, middelstore og ansat i bredde som næsepartiet, adskilt af en midterfure. Lyse eller gule øjne er særdeles uønskede.

Ører: V-formede og bagudfoldede, ansat bredt og højt, således at skallen i højde med nakkeknuden virker kvadratisk, hvad der er meget væsentligt. Ørerne er små og har en mørkere farve end kroppen. Ørespidsen skal sidde i højde med øjnene, når hunden er opmærksom. Rosenører er særdeles uønskede.

Bid: Tangbid ønskeligt, let underbid tilladt, men foretrækkes ikke. Hjørnetænderne er store og sat med god afstand. De øvrige tænder kraftige, regelmæssigt og korrekt placeret.

Hals: Godt buet, af moderat længde, meget muskuløs og med næsten samme omkreds som hovedet.

Forpart: Brystet er bredt og dybt og når godt ned mellem forbenene. Brystkassen dyb. Skuldrene muskuløse, skrånende og kraftfulde, men ikke for svære. Forbenene stærke og lige, med kraftige knogler og stillet med god bredde, så man kan se den lige front. Mellemfoden lige og stærk.

Kropstykke: Ryggen kort og lige for at give en kompakt statur, men ikke så kort, at det begrænser bevægeligheden. Karperyg eller svajryg er særdeles uønsket.

Bagpart: Lænden bred og muskuløs med god dybde i flanken. Bagbenene kraftige og muskuløse med veludviklede underlår som udtryk for styrke og aktivitet, men ikke klodsede. Hasevinkel moderat. Kohaser er særdeles uønskede.

Poter: Godt hvælvede “kattepoter” med afrundede tæer og hårde trædepuder. Kløerne ønskes mørke. Flade, åbne poter er særdeles uønskede.

Hale: Højt ansat, kraftig ved roden og tyndere udefter. Den når til hasen og bæres lige eller i en bue, dog ikke lodret opad, som hos en hound. Kroghale er særdeles uønsket.

Bevægelser: Bevægelsen antyder styrke og målbevidsthed. Under bevægelse lige fremefter må hverken for- eller bagben krydse eller flette; højre forben og venstre bagben skal løftes samtidig. Den faste ryglinie er upåvirket af bagbenenes kraftige fraskub og kendetegner dermed en sammenhængende og harmonisk bevægelse.

Pels: Kort og hård, vejrbeskyttende, fladt tilliggende. Lang, silke- eller uldagtig pels er særdeles uønsket.

Farve: Alle nuancer af brindle, fawn eller rødbrun. Farven skal være ren og klar. En lille hvid brystplet er tilladt, men andre hvide aftegninger er uønskede. Væsentlig er næsepartiets sorte farve, der fortoner sig mod øjnene. Mørke aftegninger omkring øjnene bidrager til udtrykket.

Størrelse: Skulderhøjde hanner 64 – 69 cm, tæver 61 – 66 cm. Vægt hanner 50 – 59 kg, tæver 41 – 50 kg.

Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter skal betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

Diskvalificerende fejl: Aggressive eller overdrevent sky hunde. Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres.

Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Dansk Kennel Klub’s bemærkning: Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl.

Standarden er godkendt ved FCI’s generalforsamling, Jerusalem 23. – 24. juni 1987.
Standard udgivet af FCI 13.10.2010
Oversættelse godkendt af DKK’s Standard Komité marts 2015