Det skal pointeres at IKKE alle de listede sygdomme og lidelser beskrevet på denne side, er nogen der anses for at værende racetypiske, men blot områder der er gode at have lidt ekstra viden omkring.
Ligesom de fleste andre racer har Bullmastiffen også nogle sygdomme/lidelser, som ses hyppigere end andre. Nogle racer lider fx ofte af løse knæskaller (Patella), mens man i den samme race aldrig ser fx dårlige hofter (Hofteledsdysplasi). Og andre racer lider måske oftere af arvelige øjensygdomme, men døjer fx aldrig med hudproblemer. Hos Bullmastiffen ser vi fx oftere hudproblemer, end dårlige knæskaller (Patella), faktisk mener vi aldrig at have set et tilfælde af Patella.
En sygdom eller lidelse kan aldrig undskyldes med, at den er racetypisk og at man som opdrætter derfor kan fritages for “ansvaret”. Men som ejer af en Bullmastiff må man selvfølgelig have i tankerne, at en racetypisk lidelse har højere risiko for at forekomme. Racetypisk lidelser bør man som opdrætter være ekstra opmærksom på når man planlægger sine kuld… vi skulle jo gerne komme dem til livs.
Her på siden vil vi skrive lidt om de sygdomme der ses hos bullmastiffen, kombineret med data fra en sundhedsundersøgelse/rundspørge der blev lavet tilbage i 2010, hvor 194 hunde deltog, heraf var 40,7% under 3 år på tidspunktet for besvarelsen.
Bullmastiff & sundhed
Generelt om bullmastiffen og sundhed
Helt grundlæggende er det selvfølgelig DBKs holdning, at hunde skal være raske og velfungerende. Det er DBK’s formål at skabe interesse for typiske, fysisk og mentalt sunde Bullmastiffer…
DBKs opdrættere skal opdrætte hunde, som er raske, og som har en ordentlig levetid. Ifølge Dansk Kennel Klub’s retningslinjer betyder det 8-9 år for store racer (herunder Bullmastiffen), 10-11 år for mellemstore og 12-13 år for små racer.
Ligesom vi mennesker jo desværre kan komme til at fejle alt muligt, og ligesom vi også til sidst ville dø af et eller andet, om så vi brugte hele bruttonationalproduktet på sundheds- og hospitalssektoren, så kan man heller ikke garantere, at man kun avler sunde hunde. Men som opdrætter kan man gøre meget for at undgå, at hundene bliver syge af arvelige sygdomme.
I menuen til venstre kan du læse mere omkring “Racetypiske sygdomme” og du kan se de “Sundhedsundersøgelser” der er iværksat af DBK gennem tiden.
Du kan som bullmastiff ejer hjælpe os med at styrke vores race
Som enhver specialklub bør gøre, arbejder Dansk Bullmastiff Klub naturligvis også for at forbedre sundheden på Bullmastiffen. Som et led heri er det af afgørende betydning, at du som ejer af racen, vil bidrage med dine erfaringer omkring lidelser og sygdomme, både for at vi kan identificere, hvad vores hunde lider af og desværre også nogle gange dør af. Hvor gammel bliver en Bullmastiff egentlig i gennemsnit? Er der lidelser som ses oftere end andre? Hvor slemt opleves de enkelte sygdomme for dig som ejer? Og endnu vigtigere, i hvilken grad forringer sygdommen hundens liv? Dette er spørgsmål som vi kun kan besvare, med hjælp fra hundens ejer og heldigvis er en stor del af de danske Bullmastiff-ejere villige til at yde den hjælp.
Det så vi blandt andet ved den seneste sundhedsundersøgelse, hvor vi havde en meget høj svarprocent. Undersøgelsen som klubben gennemførte, inkluderede svar fra alle Bullmastiff-ejere, både de som er medlem af DBK og de som ikke er. Eneste krav var at respondenten ejer eller har ejet en FCI-stambogført Bullmastiff.
Hud & pels
Om bl.a. hotspots, furunkulose, røde poter og allergi
Hudproblemer kan være såsom f.eks. bylder og overdrevet rødme mellem tæerne, hurtigt voksende betændt sår eller små knopper eller “bumser” et eller flere steder på kroppen.
Ud over undersøgelsen der blev lavet tilbage i 2010, er der yderligere lavet en undersøgelse i forhold til hudproblemer hos bullmastiffen tilbage i 1996, denne blev kaldt “Projekt hudproblem”.
Tekst om hudproblemer / allergi her…
Fra undersøgelsen tilbage i 2021, hvor 194 hunde deltog
38,7% af respondenterne har svaret at de har oplevet et hudproblem hos deres Bullmastiff.
Heraf er det oftest Furunkulose (49,3%), som er bylder og overdrevet rødme mellem tæerne, som hunden lider af, men også Hotspots (46,7%), som er hurtigt voksende betændt sår et eller flere steder på kroppen.
Ofte (30,7%) er problemet behandlingskrævende hos en dyrlæge, mens næsten lige så mange (22,7%) har svaret at det aldrig har været behandlingskrævende.
Størstedelen af besvarelserne (22,7%) viser dog at hunden kun har lidet af det 2-3 gange og at det sjældent er et kronisk tilbagevendende problem.
61,3% af respondenterne har aldrig oplevet et hudproblem hos deres Bullmastiff.
Formålet med ”Projekt Hudproblemer hos Bullmastiff” var at undersøge, om arveligheds-faktorer spiller en rolle ved hudbetændelse hos Danske Bullmastiff’er. Der er indsamlet oplysninger om 172 hundes sundhedsstatus og afstamning ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse. Det viser sig, at lidelsen med stor sandsynlighed er arvelig, og at halvdelen af de undersøgte hunde lider af hudbetændelse.
(Undersøgelsen blev lavet i 1996)
Indledning
Gennem de senere år er det blevet kendt, at mange Bullmastiff hunde lider af hudbetændelse.Den viser sig som små eller større bylder på kroppen, på poterne og/eller omkring snuden.
Hudbetændelsen viser sig typisk første gang, inden hunden er fyldt to år og kommer derefter igen med jævne mellemrum, uanset behandling.
Sygdommens foreløbige navn er idiopatisk pyodermi (idiopatisk betyder sygdom af ukendt oprindelse, og pyodermi betyder hudinfektion).
Det er en lidelse, som er årsag til mange problemer både for hund og ejer. Bylder på poterne kan være særdeles smertefulde, og en hund med hudbetændelse lugter ofte grimt og ser “mølædt” ud. Dertil kommer, at ejeren får mange udgifter til dyrlægebesøg og medicin, idet udbruddene kræver behandling.
Årsagen til, at Bullmastiff’er får hudbetændelse, kendes ikke, og helbredende behandlingmetoder eksisterer derfor heller ikke. Foreløbige undersøgelser har vist, at lidelsen muligvis har en arvelig baggrund, og således er det nærliggende, at dette aspekt undersøges nøjere. I samarbejde med Dansk Bullmastiff Klub og Dansk Kennel Klub er første fase af ”Projekt Hudproblemer hos Bullmastiff” nu afsluttet, og som det vil fremgå af de følgende afsnit, er der dannet et konkret grundlag til at udbygge vores viden om problemet og dets omfang i Danmark. Allerede nu synes oplysningerne så entydige, at det burde være muligt at nå frem til nogle regler for det videre avlsarbejde, hvor i gennem problemets omfang kan mindskes.
Sygdomstegn
Hudproblemerne hos Bullmastiff optræder som bylder af forskellig størrelse på kroppen, omkring snuden og på poterne. I fagsproget kaldes disse bylder ”furunkulose”. Samtidig ses øget hudfedtproduktion og skældannelse (seboré). Hundene lider som regel ikke af kløe.
De første udbrud optræder som regel indenfor hundens to første leveår. Herefter vil udbruddene gentage sig, alt afhængig af behandlingens intensitet, men ofte uafhængigt af årstid, opholdssted, løbetider m.m. Der er flere hanhunde, der lider af sygdommen, end tæver. Det er meget forskelligt, hvor hårdt patienterne er angrebet. Nogle hunde får blot nogle få bumser omkring snuden og poterne, mens andre har alle de ovenfor beskrevne symptomer.
Diagnostisk arbejde
Planlægning af undersøgelsen
Besvarelserne
Vi har fået 174 brugbare besvarelser tilbage. Som det fremgår af Tabel 1, fordeler besvarelserne sig med lidt flere tæver end hanhunde. Endvidere ses, at næsten halvdelen af hundene (86 syge mod 88 raske) lider af hudbetændelse. Det ses også, at 56 ud af 80 hanhunde (70%) er syge, hvorimod “kun” 30 ud af 94 tæver (32%) er syge.
I Tabel 2 ses aldersfordelingen af de hunde, som er omfattet af undersøgelsen. En af de vigtige oplysninger her er, at aldersfordelingen blandt syge og raske hunde er ens. Med andre ord, de syge hunde lever lige så længe som de raske (sygdommen fører sjældent til aflivning).
Tabel 1: Fordeling af hunde med og uden hudbetændelse (positive og negative), samt deres kønsfordeling.
Hanhunde | Tæver | I alt | |
|---|---|---|---|
Positive | 56 | 30 | 86 |
Netative | 24 | 64 | 88 |
I alt | 80 | 94 | 174 |
Tabel 2: Hundenes aldersfordeling.
Positive | Negative | I alt | |
|---|---|---|---|
<1 år | 0 | 4 | 4 |
1-2 år | 10 | 12 | 22 |
2-3 år | 20 | 10 | 30 |
3-4 år | 7 | 10 | 17 |
4-5 år | 10 | 14 | 24 |
5-6 år | 9 | 13 | 22 |
6-7 år | 3 | 3 | 6 |
7-8 år | 6 | 1 | 7 |
8-9 år | 6 | 5 | 11 |
>9 år | 10 | 11 | 21 |
Ukendt alder | 5 | 4 | 9 |
Tabel 3: De syge hundes alder ved det første udbrud af hudbetændelse
Ander ved første udbrud (år) | Antal |
|---|---|
0-½ år | 14 |
½-1 år | 12 |
1-2 år | 19 |
2-3 år | 7 |
3-4 år | 3 |
4-5 år | 0 |
>5 år | 2 |
Ved ikke | 29 |
Indbyrdes slægtskab
Ud fra oplysninger om de 172 hundes afstamning blev der lavet en oversigtsfigur, der viser, at langt de fleste hunde er i familie med hinanden. Denne del af undersøgelsen blev lavet i samarbejde med Lektor Knud Christensen, Sektion for Husdyrgenetik.
Efter at have studeret denne oversigtsfigur kan man konkludere følgende:
- Idiopatisk pyodermi er et stort problem hos Bullmastiff
- Hudbetændelse hos de danske Bullmastiff hunde er med en ret stor sandsynlighed et arveligt problem.
- Den mulige arvegang kan ikke aflæses på grund af det store antal syge dyr. Det vil kræve flere undersøgelser i form af såkaldte testparringer, før typen af arvegang kan fastslås.
Konklusion
- Halvdelen af de undersøgte hunde havde med stor sandsynlighed idiopatisk pyodermi.
- Fire ud af 5 (78 %) hunde, der lider af hudbetændelse, har deres første udbrud, inden de er fyldt 2 år, og 91 % inden de er fyldt 3 år.
- Det er en endog meget stor sandsynlighed for, at hudbetændelse hos Bullmastiff hunde er arvelig, men man kan ikke ud fra dette materiale fastslå, hvilken form for arvegang der er tale om.
- Hvis man ikke gør noget ved problemet, vil ca, hver anden Bullmastiff, der fødes i Danmark blive syg og være syg resten af sit liv.
- Da den præcise arvegang ikke kendes endnu, kan man ikke opstille klare regler for, hvordan det fortsatte avlearbejde kan gennemføres med det formål at mindske hyppigheden af idiopatisk pyodermi hos Bullmastiff, men indtil vi ved mere, vil det være rimeligt kun at anvende:
Raske avlshanner, der er over 3 år
og
Raske avlstæver, der er over 2 år
Rent praktisk kunne det gøres ved kun at anvende hunde i avlen, som har en sundhedsattest. Denne sundhedsattest skulle opnås gennem en dyrlægeundersøgelse, efter hunden er fyldt 2 eller 3 år.
Knogler & led
Om Hofteledsdysplasy (HD), Albueledsdysplasi (AD), skuldre / osteochndrose (OCD), spondylose og hvordan du bedst passer på din hund
Bullmastiffen er en tung race og de vokser hurtigt, oftest kan de allerede se ret “voksne” ud når de når junior alderen som 9-måneders, men deres knogler og led er slet ikke udvoksede, og derfor også stadig bløde og let påvirkelige.
Undersøgelser viser, at ledproblemer hos hunde, herunder bl.a. HD, AD og OCD kun er 30% arveligt, hvorimod de resterende 70% er miljø, altså opvækst og foder.
Det er derfor vigtigt, når man vælger en bullmastiff som sin næste hund, at man har sat sig godt ind i hvordan man bedst passer på sin hund de første 2 år af dens levetid, for at den kan få mange gode og aktive år uden smerter fra dysplasi og slidgigt.
En af de største syndere når vi snakker dysplasi, det er trapper og leg med andre hunde. Især legen, selvom man måske tænker den der “rullende rundt” tumleleg med andre hunde ikke er så voldsom for benene, så får leddene alligevel mange slag ved sådanne leg, og hvert slag er med til at ødelægge formen på f.eks. hofteskålen og hoftekuglen.
En anden ting de ikke har godt af den første tid af deres levealder, det er kast med bold og pind, da dette giver nogle voldsomme igangsættelser og stop – dette er dog som regel ikke et problem for bullmastiffen, da de sjældent henter det vi mennesker “kaster væk” flere gange i træk.
Der er en hovedregel der siger max 1 minuts leg / gåtur pr. uge hvalpen er gammel, dette er en meget god huskeregen, dog når man runder de 20 uger, så bør man ikke fortsætte med at sætte minutterne så hurtigt op, da det vil blive alt for voldsomt.
Lige ledes skal man huske ikke at gå længere ture med sin hvalp / unghund, end at den ikke når at blive træt på turen, når hunden / musklerne bliver trætte, så “hænger” hunden mere i sin gang, og dette giver en meget hård belastning af leddene i kroppen.
Ud over at skåne sin hund mod unødig belastning af dens knogler og led, så er det også en god ide, ud over et godt foder, at give et ekstra tilskud beregnet til leddene, da bullmastiffen er en race der hurtigt runder de 40 kg.
Herunder kan du læse mere om de led der typisk ses problemer med, om end nogen af dem kun forekommer sjældent hos bullmastiffen.
Hofteledsdysplasi / HD
Hofteledsdysplasi er en arvelig lidelse, hvor hofteleddet bliver ustabilt. Normalt passer lårbenets ledhoved nøjagtigt ind i hofteskålen i bækkenet, så der er en god tæt forbindelse. Men ved hofteledsdysplasi kan der under opvæksten udvikles ustabilitet, så hunden får smerter, når den bevæger sig.
Udviklingen af hofteledsdysplasi skyldes et sammenspil af forskellige faktorer:
- Hundens størrelse og race
- Væksthastigheden
- Foderets sammensætning
- Træningsintensitet og -varighed
Der er altså både genetiske og miljømæssige faktorer, som spiller ind.
Hos unge hunde:
- Hunden kan være uvillig til at springe eller gå op ad trapper
- “Harehop” med bagbenene under løb, dvs. bagbenene føres frem ved siden af hinanden i stedet for med det ene forrest
- Nedsat udholdenhed ved løb
- Pludselig opstået halthed på et eller begge bagben
Hos ældre hunde:
- Halthed på et eller begge bagben, som opstår gradvist
- Besvær med at rejse sig
- Stiv gang på bagben
- Uvillig til at gå op ad trapper
- Muskelsvind af lårmuskulatur og bagpartsmuskulatur; hunden får et smalt udseende bagtil
- Da vægten lægges frem på forbenene, bliver forkroppens muskulatur mere udviklet
Kilde: Netdyredoktoren
Penn-Hip:
Ved FCI og dermed også Dansk Kennel Klub, bruges den traditionelle måde at vurdere hundenes hofter på. For bullmastiffens vedkommende kan disse røntgen fotos tages når hunden er min. 1½ år gammel. Her vurderes hofterne ud fra en skala der hedder A (bedst), B, C, D og E (værst).
Men der findes også en anden metode, som allerede foretages når hunden er blot 4 – 5 måneder gammel. Her måles løsheden på hofterne, og så løsere hofter, jo større er risikoen for at hunden udvikler hofteledsdysplasi.
Penn-Hip vurderes til at have en lang større andel af arvelighed end HD lidelsen, derfor ser man i stigende grad opdrættere denne metode som supplement til vurdering af et hvalpekuld eller kommende avlshund.
Dog kan et Penn-Hip resultat stadig påvirkes af traumer på hofteleddet og overvægt.
Undersøgelsen tilbage i 2010 viste at:
11,3% af respondenterne har svaret, at de har fået deres hunds hofter vurderet til D (8,2%) eller E (3,1%) hos DKK, hvilket oversat betyder middelsvær til svær hofteledsdysplasi. Graderne A, B og C bliver indenfor vores race betragtet som et godt resultat, hvor A selvfølgelig er det bedste.
29,8% af respondenterne fik deres hunds hofter vurderet til A, B eller C.
Albueledsdysplasi / AD eller AA
Albueleddet sidder på forbenet og dannes af de to knogler fra underarmen (albuebenet og spolebenet) samt overarmsknoglen. Albueledsdysplasi (AD) dækker over flere lidelser, der påvirker udviklingen af albueleddet hos hunde i vækst.
De enkelte lidelser kan ses alene eller i kombination med hinanden og kan påvirke en eller begge albuer samtidigt. Behandlingen varierer ud fra typen af AD, og det er derfor vigtigt at stille en korrekt diagnose. Generelt deler man AD op i 3 forskellige typer:
Fragmenteret medial Coronoid Proces (FCP)
FCP er den hyppigste form for AD. Ved en FCP brækker et lille fragment af på kanten af albuebenets ledflade (den mediale coronoid proces) inde i albueleddet. Skaden i leddet giver smerter og forværres ved at skabe en betændelsestilstand i leddet.
Hos udvoksede hunde kan der ses en lignende tilstand, hvor der udvikles en FCP, efter at hunden er hoppet ned fra for eksempel sofaen – dette kaldes også for ”jump down syndrome”.
Ununited Anconeal process (UAP)
Ved en UAP mangler den nødvendige forbening af vækstzonen mellem en del af albuebenet (processus anconeus) og resten af knoglen, hvilket medfører, at knogledelen forbliver løs. Dette fører til instabillitet og smerter i albueleddet.
Osteochondrose og Osteochondritits Dissecans (OCD)
Osteochondrose er en vækstforstyrrelse i det knoglevæv, der ligger under ledbrusken. Forstyrrelsen i knoglevævet kan medføre, at den overliggende ledbrusk løsnes og danner en flap – i dette tilfælde kaldes lidelsen for osteochondritis dissecans (OCD). Når knoglevævet under brusken bliver blottet, kan der opstå en betændelsestilstand i leddet, der giver smerter. I albueleddet rammer OCD den inderste af overarmsknoglens kondyler.
Hos nogle hunde kan der ses en lidelse kaldet short ulna syndrome, som også kan give problemer i albueleddet.
Kilde: Netdyredoktoren
Omkring AD / AA viste undersøgelsen tilbage i 2010 at:
3,6% af respondenterne har svaret, at de har fået deres hunds albuer vurderet til 2 (3,1%) eller 3 (0,5%) hos DKK, hvilket oversat betyder middelsvær til svær albueledsdysplasi. Graderne 0 og 1 bliver indenfor vores race betragtet som et godt resultat, hvor 0 selvfølgelig er det bedste.
32,0% af respondenterne fik deres hunds albuer vurderet til 0 eller 1.
Skulderledsdysplasi / OCD
Osteochondrose er en vækstforstyrrelse, der kan opstå under den del af unghundens knogledannelse, som kaldes forbeningsprocessen. Hvis sygdommen ikke bliver opdaget og forebygget i tide, kan den udvikle sig til slidgigt og medføre invaliditet. Sygdommen rammer især mellemstore og store racer og ses hyppigst i skulder-, albue-, knæ- og haseled, men kan forekomme overalt i kroppens knogler.
Osteochondrose er desuden forstadiet til sygdommen osteochondritis dissicans (OCD), hvor ledbrusken bliver ødelagt, og der evt. dannes ledmus.
Dyrlægen vil undersøge leddene på hunden ved at bøje, strække og vride dem på bestemte måder. Dine oplysninger om, hvornår og hvordan symptomerne er opstået, og hvor længe de har stået på, er vigtige for dyrlægen. Oplysninger om fodring og motion er også betydningsfulde.
For at stille den endelige diagnose bliver din hund røntgenfotograferet under narkose. Røntgenbilledet gør det også nemmere for dyrlægen at vurdere, om hunden skal behandles medicinsk, eller om den skal opereres.
Kilde: Netdyredoktoren
Undersøgelsen tilbage i 2010 viste at:
2,1% af respondenterne har svaret, at de har fået deres Bullmastiff behandlet eller opereret for OCD.
Spondylose
Spondylose, også kaldet spondylosis deformans, er en pålejring af ekstra knoglevæv udenpå rygsøjlen i den bagerste del af ryggen hos midaldrende og ældre hunde. Det ekstra knoglevæv pålejres på undersiden og siderne af ryghvirvlerne og kan danne hele benbroer fra den ene hvirvel til den anden. De ses især fra de bagerste brysthvirvler henover lændehvirvlerne og hen til korsbenet. Det er her, man har den største bevægelighed af rygsøjlen.
Der er meget sjældent symptomer fra ryggen pga spondylose. Faktisk er det sådan, at det ofte er et tilfældigt fund, når hunden bliver røntgenfotograferet af andre årsager. Dog kan der i tilfælde, hvor knoglepålejringen breder sig fra undersiden op ad siderne, være påvirkning af de nerver, der træder ud fra rygmarven. Her vil man kunne opleve stivhed af ryggen, smerter og evt. halthed. Det diskuteres dog stadig blandt forskere om rygsmerter kan tilskrives spondylose.
Kilde: Netdyredoktoren
Undersøgelsen tilbage i 2010 viste at:
4,1% af respondenterne har svaret at de har fået konstateret Spondylose hos deres hund.
Immunsystemet
Om hundens immunsystem, og hvilken helbredsmæssig påvirkning dette kan have på bl.a. allergi, samt påvirkningen af pencillin, antibiotika og binyrebarkhormon (prednisolon)
Hundens immunsystem har stor indflydelse på hundens almene ve og vel, men hvad mange ikke ved eller tænker over, så kan immunsystemet let påvirkes udefra, både i positiv og negativ retning.
Faktisk danner hundens mave / tarm system grundlag for den største faktor i immunsystemet.
Nogle mener at bullmastiffen generelt har et svagere immunsystem, hvilket ofte afspejler sig i dyrlægernes tildens til at smide allergikortet på bordet som noget af det første.
Her vil vi fortælle lidt om immunsystemet og hvordan dette kan styrkes.
Mave / tarm systemet
Hundens immunforsvar påvirkes i meget høj grad af hvorvidt hundens fordølelsessytem er i balance. Faktisk siger man at hele 70% af hundens immunsystem kommer fra mave / tarm systemet.
Det er derfor nemt at styrke hundens immunforsvar, og dermed også mindske risikoen for allergi og andre immunsystem sygdomme.
Sådan hjælper du hunden til et stærkt immunsystem
Et godt og lødigt foder, der giver hunden alle de byggesten den har behov for i livets faser, så er man rigtig godt på vej… men tit er det ikke helt nok for en bullmastiff.
Bullmastiffen har tildens til et knapt så stærkt immunsystem, dette kan styrkes ved at give hunden nogle ekstra tilskud, gerne allerede fra hvalp af. Både noget til mave / tarm systemet, med fokus på at oprette den korrekte balance og styrke immunsystemet, samt et tilskud der går ind og styrker det øvrige immunsystem.
Efter sygdom og brug af antibiotika
Når vores kære hunde bliver syge, om det er af den ene eller anden grund, så belastes deres immunsystem, og kan have sværere ved at stå imod nye / andre udfordringer.
Ligeledes efter behandling med pencillin, antibiotika eller binyrebarkhormon (Prednisolon) vil hunden have et svækket immunsystem, da disse er medikamenter der nedbryder immunsystemet.
Her kan det også kun anbefales, at man giver hunden noget ekstra tilskud, for at genopbygge en korrekte mave / tarm balance samt noget til at styrke den øjrige del af immunsystemet.
Øjne
Om bl.a. Entropion, Ektropion, Cherry eye, Distichiasis og KCS-tørre øjne
Selvom det ikke er noget vi møder tit, så vil vi alligevel gerne lave et afsnit omkring hundens øjne.
Dette simpelthen fordi at øjnene er meget vigtige, da evt. skader på hornhinden kan få fatale konsekvenser, i værste fald blindhed eller bortoperation af øjet, hvis dette ikke bliver tilset og rette behandling igangsat.
Det er derfor vigtigt, når man vælger en bullmastiff som sin næste hund, at man har sat sig godt ind i hvordan man bedst passer på sin hund de første 2 år af dens levetid, for at den kan få mange gode og aktive år uden smerter.
En af de største syndere når vi snakker dysplasi, det er trapper og leg med andre hunde…
Ektropion
- En medfødt form, der optræder hos hvalpe og unghunde
- En erhvervet form, der opstår efter skade på øjenomgivelserne
Ektropion (udadkrængning af øjenlåg) er en fejlstilling af øjenlåget, der resulterer i, at det nederste øjenlåg krænger udad. Der kan være tale om forskellige grader af ektropion, fra en lille udadkrængning til en meget voldsom udadkrængning. Når øjenlåget krænges ud, blotlægges en del af øjenslimhinden, som derfor er mere modtagelig for irritation og infektion.
Symptomerne på ektropion er oftest?
- Øget tåreflåd
- Røde øjne
- Hyppig øjenbetændelse
Kilde: Netdyredoktoren
Entropion
Entropion (indadkrængende øjenlåg) er en smertefuld lidelse, hvor hundens øjenlåg er fejlstillet, så det krænger indad. Hud og hår er derfor i direkte berøring med hornhinden på øjeæblet. I nogle tilfælde krænger store dele af øjenlåget indad, mens der i andre tilfælde kun er tale om en lille fejlstilling, f.eks i den midterste øjenvinkel. Entropion kan forekomme både på øverste og nederste øjenlåg.
Symptomerne på entropion er oftest?
- Tåreflåd
- Hyppig øjenbetændelse
- Sammenknebne øjne på grund af smerten
- Betændelse af hornhinden (keratitis)
- Sår på hornhinden
Kilde: Netdyretoktoren
Undersøgelsen tilbage i 2010 viste at:
2,1% af respondenterne har svaret, at de har oplevet øjenproblemer hos deres Bullmastiff. Ud af dem er der én der svarer Ektropion og én svarer Entropion.
Ørerne
Om øregangsbetændelse og svamp i ørerne, som kræver behandling
Den sorte “snask” hunde kan få i øret er basalt set bare ørevoks. Der kan være en del celleaffald, bakterier og svampe i ørevoksen hvorfor den både får en mørk fave og dårlig lugt.
Et normalt hundeøre skal have en svag sødlig lugt, men bliver lugten sur eller mere betændt (eller måske ligefrem råden) kan det skyldes infektion. Særligt giver svamp i øret ofte en syrlig lugt.
Sort snask i ørerne uden infektion kan ofte behandles væk med en almindelig og mild ørerens. Vask aldrig hunden i øret med vand.
Øregangsbetændelse
Øregangsbetændelse er en betændelsestilstand i øregangens hud. Ofte er huden på indersiden af øreflappen også ramt, og desuden kan øregangens brusk være involveret. Der kan være mange forskellige årsager til øregangsbetændelse: Allergi, parasitter, fremmedlegemer osv.
Øregangsbetændelse er en hyppig sygdom blandt hunde, og op til 20% af alle hunde får sygdommen på et eller andet tidspunkt af deres liv. For nogle hunde udvikler det sig til en kronisk tilstand, som de aldrig kommer af med.
Symptomer på øregangsbetændelse kan være:
- Kløe eller smerte i et eller begge ører
- Hovedrysten
- Meget ørevoks
- Rød og fortykket hud, af og til på hele øreflappen
- Ildelugtende sekret fra øret
- Sår og hudbetændelse omkring ørerne. Ses, når hunden klør sig kraftigt.
Kilde: Netdyretoktoren
Svamp i øret / Malassezia
Malassezia er en gærsvamp, der normalt forekommer på hudoverfladen og i det ydre øre hos hunden. Der findes forskellige arter af malassezia, men hos hunde er malassezia pachydermatis den mest udbredte. Malassezia kan udvikle sig til et problem for hunden, fordi en kraftig vækst af svampen kan give hudbetændelse eller betændelse i det ydre øre.
Hunden får kløe og rødme i huden ved endetarmsåbningen, kønsåbningen, læberne og mellem tæerne. Ved betændelse i det ydre øre kan hunden også få hovedrysten og en markant overproduktion af ørevoks.
Kilde: Netdyretoktoren
Undersøgelsen tilbage i 2010 viste at:
34,0% af respondenterne har svaret at de har oplevet øreproblemer (se også Øresvamp) hos deres Bullmastiff, som har krævet behandling. Størstedelen (36,4 %) har kun oplevet det nogle få gange, mens næsten lige så mange (34,8%) oplever det som et tilbagevendene problem 1-2 gange årligt.
66,0% af respondenterne har aldrig oplevet betændte ører hos deres Bullmastiff.
Næsen
Om hundens næse og næsebor
Smalle og næsten tillukkede næsebor kan gøre hundens vejrtrækning besværet. Det er heldigvis noget der er kommet meget mere fokus på i avlen verden rundt over de seneste par år, og heldigvis ikke noget vi ser særlig ofte herhjemme i Danmark. Tværtimod har vi fået stor ros fra udenlandske dommere på vores udstillinger, for at vores bullmastiffer har flotte åbne næsebor.
Det er derfor vigtigt, når man vælger en bullmastiff som sin næste hund, at man har sat sig godt ind i hvordan man bedst passer på sin hund de første 2 år af dens levetid, for at den kan få mange gode og aktive år uden smerter.
En af de største syndere når vi snakker dysplasi, det er trapper og leg med andre hunde…
Brachycephalt syndrom
Ved at avle efter hunde med stadig kortere næser har man opnået typer med et forkortet kranie, deraf navnet brachy = kort og cephalic =hoved. Syndrom betyder en samling af sygdomssymptomer. Det har ikke noget dansk navn.
Desværre er der ikke sket en tilsvarende afkortning og formindskelse af hovedets bløddele, som derfor fylder alt for meget inde i kraniet. Typisk er der for lidt plads i næsen og i svælget med deraf følgende problemer med at trække vejret. Desuden betyder den korte næse også mange hudfolder over næseryggen med risiko for hudbetændelse mellem folderne, og at hår kan kradse på de fremstående øjne.
En hund med for trange næsebor kan oplevede symptomer og/eller gener af varierende grad. Når man læser om Brachycephalt syndrom, bliver bullmastiffen sjældent nævnt som en af de racer, der plages af trange næsebor og gener heraf, men kun ved at have fokus på det i avlen, kan det forblive sådan.
Hunde med Brachycephalt syndrom døjer gerne med en eller flere af følgende problemer:
Vejrtrækningsproblemer
Motionsintolerance
Problemer med varme
For lidt ilt
Søvnproblemer
Symptomer fra fordøjelsessystemet
Behandlingsmulighederne for disse hunde, er ved operation.
Læs mere om Brachycephalt syndrom hos Netdyretoktoren
Undersøgelsen tilbage i 2010 viste at:
6,7% af respondenterne har svaret at de har oplevet at deres Bullmastiff har trange næsebor. Dog har det aldrig givet anledning til kirurgisk behandling.
93,3% af respondenterne har ikke oplevet trange næsebor hos deres Bullmastiff.
Hjertet
Aortastenose er en forsnævring af hovedpulsåren (aorta)
Der har været enkelte forekomster af Aortastenose hos bullmastiffen, derfor vælger stadig flere og flere opdrættere at undersøge for hjertelidelser inden de sætter deres hunde i avl.
Det er ofte de store hunderacer, som f.eks. new foundlænder, boxer og schæfer, der udvikler en forsnævring i aorta, og det er ofte medfødt. Forsnævringen forekommer enten i selve hjertet før aortaklapperne, hvilket er det mest hyppige, eller også umiddelbart uden for hjertet.
Forsnævringen består af fibre, der tilsammen danner en uelastisk ring, som spærrer blodets frie løb. Det medfører et øget tryk i hjertet. Det svarer til dét, der sker, hvis man vander haven og trykker vandslangen sammen: Der kommer et stort tryk, og hastigheden stiger. Det betyder, at hjertet skal pumpe hårdere for at presse den nødvendige mængde blod ud i resten af kroppen, og derfor kan der med tiden ske ændringer i hjertets størrelse og form.
Symptomerne på aortastenose
Fordi lidelsen meget ofte er medfødt, vil man nogle gange kunne få mistanke om, at hvalpen har aortastenose, hvis den ikke er helt så livlig som sine søskende. Afhængigt af, hvor meget hovedpulsåren er blokeret, vil dette forværres med tiden. Det hænder, at hvalpe under leg pludselig falder om og i værste tilfælde dør, uden at der har været forudgående symptomer.
Hjerteundersøgelser inden avl
Vi har i Dansk Bullmastiff Klub udarbejdet en “Hjerteattest” som kan downloades, og bruge ved undersøgelse af hundens hjerte.
Derudover er det muligt at få hjertescannet sin hund, hvor man med en rekvisition fra DKK får en grundig undersøgelse af hjertet ved ultralydsscanning.
Ved hjertescanning finder du en liste af hertil godkendte dyrlæger, hvor du bestiller rekvisitionen på hundeweb.
Ved brug af vores hjerteattest, kan vi anbefale følgende dyrlæger:
- Smådjurskliniken Din Veterinär i Helsingborg (Torkel Falk, specialist i kardiologi)
- Kardiologi-gruppen på Hospital for Mindre Husdyr (Jørgen Koch Lektor, Dyrlæge, PhD med speciale indenfor Klinisk kardiologi hos hund og kat)
- Westrup Vet. Consulting (Ulrik Westrup, speciale i ultralyds- og MR scanning, med faginteresse i hjertelidelser)
Kræft
Om kræft hos hunde, bl.a. lymfekræft som er den hyppigste kræftform
Desværre medfører kræft hos hunde i langt de fleste tilfælde aflivning, da der ikke er mange behandlingsmuligheder, og især ved vores race, der ikke altid viser tegn på sygdom og smerte, kan det være ret fremskredent før det opdages.
Risikoen for kræft øges med stigende alder hos hunde, men også faktorer som race, størrelse, køn og farve har stor betydning. Kræft hos hunde er relativt hyppigt forekommende på trods af dyrenes, i forhold til mennesker, korte levetid.
Det hænger naturligvis sammen med, at vores husdyr ældes væsentligt hurtigere end os.
Der skelnes hos mennesker mellem godartede og ondartede kræftformer. De godartede svulster er i reglen kendetegnet ved at være langsomt voksende, tydeligt afgrænsede eller indkapslede og ved sjældent at spredes til andre dele af organismen. De kommer ikke igen efter bortoperation.
Ondartede svulster vokser sædvanligvis hurtigt, er vanskelige at afgrænse og har tendens til at spredes og gendannes efter bortoperation.
Lymfon
Den hyppigste kræftform (41,7%) er Lymfekræft (Lymfom). Lymfom er en af de almindeligste ondartede kræftformer hos kæledyr og det er den hyppigste ondartede kræftform i det Dansk Veterinært Cancerregister hos hunde.
Lymfom, der også kaldes lymfosarkom, er kræft i de celler i kroppens immunsystem, der kaldes lymfocytter. Lymfocytterne findes i blodet og i lymfeknuderne overalt i kroppen, og sygdommen hører til de kræftsygdomme, der er ondartede (i modsætning til de godartede).
Der findes på internettet rigtigt meget litteratur om denne kræftsygdom – især findes der meget på engelsk. Du kan finde mere information, hvis du søger under lymphoma, lymphosarcoma og canine (hund på engelsk).
Symptomerne på lymfom kan variere.
I de fleste tilfælde vil lymfeknuderne under huden være forstørrede, og man kan føle hævede lymfeknuder under kæbegrenene, foran skulderbladene og/eller på bagsiden af lårene.
Der kan også være tilfælde, hvor hovedsædet for sygdommen er lymfeknuderne i tarmen eller i lungevævet, og i nogle tilfælde er knoglemarven involveret. I disse tilfælde vil det være symptomer fra disse organer ( f.eks. opkastninger/diarre eller hoste), der dominerer billedet.
Lymfom kan også optræde i huden eller tarmkanalen.
I nogle tilfælde er symptomerne ikke særligt entydige, og der kan være øget drikkelyst og vægttab.
Kilde: Netdyredoktoren
Undersøgelsen tilbage i 2010 viste at:
Korsbånd
Om behandlingskrævende sprunget eller beskadiget korsbånd
Korsbåndet sidder inde i knæleddet. Dette led dannes af lårbensknoglen, skinnebensknoglen og knæskallen. Udover disse knogler består knæleddet af en ledkapsel, to menisker samt flere ledbånd – deriblandt korsbåndet.
Korsbåndet opdeles i det forreste og bagerste korsbånd. De to bånd er vigtigt for stabiliteten i knæleddet. Førstnævnte er det, der har størst betydning i relation til korsbåndssygdom hos hunde, da det stort set altid er dette, der bliver beskadiget. Når man taler om korsbåndssygdom hos hund, taler man derfor næsten altid om det forreste korsbånd.
Ved sygdom i korsbåndet opdeler man skaden i, om det er en helt/komplet ruptur eller delvist/partiel ruptur. Lige meget om der er tale om en komplet eller partiel ruptur af korsbåndet medfører skaden:
Akut smerte fra knæet i relation til skaden
Betændelse i knæleddet (inflammation – ikke en bakteriel betændelse)
Instabilitet (løshed) i knæleddet
Slidgigt (milde tegn efter uger, tydelig tegn efter måneder)
Alle de ovenstående ting vil medføre smerter i knæleddet og halthed, når benet bruges.
Sekundære skader på minisken
Inde i knæleddet findes to menisker – den inderste (mediale) og den yderste (laterale). Menisken er en hesteskoformet pude, hvis funktion er at øge stabiliteten i leddet og fungere som stødpude.
Når korsbåndet ikke længere stabiliserer knæleddet, kan der ske skader på den inderste menisk. Jo længere tid der går fra, at korsbåndsskaden er opstået, til knæet bliver stabilt (f.eks. ved en operation), des større er risikoen for skader på menisken. På grund af meniskens opbygning er den dårlig til at hele, hvis først der er sket skader på den.
Kilde: Netdyretoktoren
Undersøgelsen tilbage i 2010 viste at:
7,7% af respondenterne har svaret at deres Bullmastiff har haft en behandlingskrævende skade i knæet og ud af 15 har alle undtaget én svaret at det var et sprunget eller beskadiget ledbånd. Oftest sker det kun én gang, men én har oplevet det to gange på samme hund og én har oplevet det hele fire gange. I alle tilfælde er hunden blevet kirurgisk behandlet.
92,3% af respondenterne har aldrig oplevet en behandlingskrævende skade i knæet.
